Er du interesseret i mundtlig fortælling og formidling, så velkommen til min side.

Jeg hedder Conny og jeg fortæller historier. Det kan man gøre på mange måder; igennem bøger, film, malerier m.m. Jeg gør det på den vel nok ældste måde: mundtlig fortælling. Uden dikkedarer. Har du et øre, har jeg en stemme.

Hvorfor gør jeg det? Fordi jeg ikke kan lade være! At fortælle en historie højt er min måde at udtrykke mig på. Forhåbentlig til glæde og underholdning for andre.

En stund med mundtlig fortælling er et direkte møde mellem fortæller og lytter(e). Fortællingerne bliver farvet af situationen, de er levende og ikke statiske. Det er et møde, hvor man kan sanse, mindes, genkende, grine, gruble og måske græde.

Gamle historier

Når jeg fortæller låner jeg gerne fra vores fælles skattekiste af gamle eventyr, folkehistorier, sagn m.m Jeg kan lide tanken om at historier har overlevet generation på generation, fordi de er fortalt videre – ændret undervejs ud af munden på fortælleren. Af samme grund kan vi i dag finde adskillige udgaver af den samme grundhistorie.

Nye historier

Jeg fortæller også egne historier ofte baseret på egne erindringer og fri fantasi.

Historier er nemlig ikke bare et stykke gammelt kulturhistorie, det er også historier der afspejler vores tid.

Alle fortæller, for det en livsnødvendighed at få lov at fortælle. Vi er hvad vi fortæller. Nogle af os kan bare lide at fortælle fra en scene, helt bogstaveligt forstået, eller en anden ramme, hvor det er bestemt hvem der er på.

Der kan skrives side op og side ned om fortælling, og det er der også gjort…dem kan man så søge efter. Mine sider behøver du ikke lede så længe efter, for de ligger her.

Desuden mener jeg, at mundtlig fortælling skal opleves. Hvad enten du er barn eller voksen, så jeg håber vi ses.

Hvis du kan bruge mig til mundtlig fortælling og formidling så kontakt mig bare.